50 års hvid portvin er en helt særlig kategori, som først blev officielt godkendt i 2022. Kopke, der er blandt de førende producenter af fadlagrede portvine, har skabt et imponerende eksempel på, hvad der er muligt med årtiers lagring af hvid portvin.
Til denne udgave har Kopke blendet ældgamle hvide portvine fra husets lagre i Vila Nova de Gaia. Hvid portvin med så lang lagring er ekstremt sjælden, ikke mindst fordi interessen for vellagret hvid portvin først for alvor er vokset inden for de seneste 10 til 15 år. Derfor er beholdningerne af oxidativt lagret hvid portvin langt mindre end hos tawny, hvilket også gør vine som denne særligt eftertragtede.
Alder er dog ikke i sig selv en garanti for kvalitet. I en portvin som denne er det afgørende, at de gamle vine er velbevarede og har udviklet den rette balance under lagringen. Herefter kræver det stor erfaring at samle de mange fade og årgange til en harmonisk helhed. Det er netop her, Kopkes erfaring med fadlagrede portvine kommer til sin ret.
Årtiers fordampning har koncentreret vinen og skabt en imponerende intensitet og kompleksitet. Smagen byder på sultana-rosiner, sukkersyltede svesker, citrusskal, kanel, moscovadosukker og ristede trænoter fra fadlagringen. Dertil kommer tydelige rancio- og oxidationspræg, som giver vinen endnu større dybde og karakter.
Trods den store koncentration og sødme holdes vinen i balance af en markant og levende syre. Det giver friskhed og spændstighed og gør, at eftersmagen nærmest tælles i minutter frem for sekunder.
Det er en portvin, der først og fremmest fortjener at blive nydt alene og med tid til at udvikle sig i glasset. Server den ved 9 til 13 °C i et rummeligt hvidvinsglas, så de mange aromaer får plads til at folde sig ud.
Efter åbning holder vinen sig frisk i nogle uger og længst ved opbevaring i køleskab.
96 point fra Robert Parker's Wine Advocate og 96 point fra Wine Spectator.